Når bøgernes univers hjælper børn med sorg og savn

Af Annette Sørensen, redaktør, Rydendahl Forlag

”Jeg er ked af det, fordi mormor ikke er her mere,” siger min søn på 9 år. ”Hun skal jo se, at jeg er blevet stor og går i skole.” Han mistede mormor, da han var 3 år. Men husker hende stadig og bærer savnet hver dag.

”Og jeg måtte ikke engang møde hende!!!” siger min datter på 6 år vredt. Hun nåede aldrig at kende mormor og har det svært med aldrig at have fået chancen.
”Heller ikke mig!!!” siger min mindste datter på 4 år med gråd i halsen og følelser, der blev vækket på et splitsekund.
Det er svært for dem alle tre, at mormor ikke er her mere. Der er et stort savn hos den, der HAR kendt mormor og nu mangler hende. Og der er vrede hos de to, der aldrig ”fik lov” at kende hende og derfor reagerer mod en dybfølt uretfærdighed over at være blevet snydt og samtidig en sorg over ikke at kunne vise, hvad de kan, give et kram, tegne sammen, gå tur sammen.

Jeg hører deres sorg og savn flere gange om ugen gennem udtryk som: ”Vi kan tage en flyvemaskine op til mormor”, ”Vi kan stille en stige, så hun kan kravle ned til os” og ”Hvorfor må jeg ikke have en mormor, når mine venner har en”. Og jeg får ofte tårer i øjenkrogen, for jeg føler uretfærdigheden.
Hvordan kan man få en åbning til at tale om savnet på en god måde, på en positiv måde, hvor det ikke er smerteligt, men glædeligt?
Det var en særlig glæde, da børnebogen ”Hej hej – vi ses igen” af Bodil Sangill fik sit liv og for nylig blev udgivet på forlaget. Farvestrålende sider, smukke samtaler med barnet om den mistede og ikke mindst de glade illustrationer – hvor sorgen og savnet bliver italesat i sit helt eget univers.
For jeg skal have mine børn til at indse, at mormor lever videre, selvom hun ikke ”er her” på samme måde mere. Hun lever videre i minderne, i fortælleringerne, på billederne, i fødselsdagskortene i gemmerne og endda i de opståede situationer i dagligdagen, hvor vi ved, hvad mormor ville have sagt lige nu og her.
Mormor er væk, men hun er her stadig.
Jeg håber, at bogen vil åbne et rum for mange familier til at tale med børnene om de kære mistede.