Når mor og far “bliver væk”

Anmeldelse af Maria Wendt, forfatter til “Hjem, kære hjem”

Maria går hjem alene

Maria går hjem aleneJeg har læst børnebogen ”Maria går hjem alene” af Cecilia Dræger. Bogen er skrevet som samtalebog, og er velegnet til familier med børn i daginstitutioner, skrevet fra barnets synsvinkel. En god og lærerig måde, at lære børn om hvordan de skal forholde sig ude i samfundet.

Handlingens omdrejningspunkt er den femårige pige Maria, hvis mor og far bliver væk fra hende i en boghandel. Hun beslutter sig derfor for at gå hjem, da hun er sikker på, at de må være kørt uden hende.

Hvad ville I gøre? Og hvor tidligt skal børn lære at blive selvstændige?

Det er vel helt op til forældrenes opdragelse. Skal man lære sine børn – i en tidlig alder – at blive selvstændige individer? Eller skal børn pakkes ind i vat?

Psykolog Per Schultz Jørgensen skriver blandt andet i sin bog ”Robuste Børn” at:

”Børn såvel som voksne trives bedst, når vi kan takle svære situationer med overskud og komme godt gennem et nederlag. Derfor skal forældre, pædagoger og lærere turde udfordre og motivere børn til at gå lidt længere, end de selv troede muligt.”

Helt personligt, synes jeg at børn skal have lov til at være børn. De skal lege og udforske verden på deres egen måde. Og hvis de falder, skal der stå nogen klar til at hjælpe dem op igen. Robustheden og selvstændigheden kommer gradvist med årene.

I bund og grund tænker jeg, at forældre bør lære deres børn, at det er okay at spørge en voksen om hjælp. Men også at lære dem hvordan man skal agere, hvis man bliver kontaktet af en fremmed. Jeg er selv opdraget med, at jeg aldrig måtte gå med fremmede eller modtage noget fra fremmede. Sådan tror jeg, at størstedelen af alle forældre opdrager deres børn.

Som barn var jeg meget genert, og fordi jeg i perioder havde det svært i skolen, blev jeg også indadvendt. Gradvist har mine forældre skubbet mig fremad med kærlighed og tålmodighed. Med tiden har jeg lært at blive selvstændig.

Opdragelse er forskellig fra familie til familie, men jeg tror, at man skal passe på med at sætte for mange begrænsninger for sine børn. Børn er både modtagelige og letpåvirkelige. Forældrene er børnenes forbilleder, og børn er loyale over for deres forældre. De gør ikke nødvendigvis, hvad der bliver sagt, men snarere hvad de ser forældrene gøre. At påføre sin egen frygt for fremmede gør mere skade end gavn.

Børn bør ikke være i tvivl om eller ligefrem være bange for at spørge en voksen om hjælp, når de har brug for det. Det giver barnet større robusthed og er med til at gøre dem mere selvstændige – på den gode måde. Sådan finder de selv ud af, at de var store nok til at spørge en fremmed om hjælp til f.eks. at finde mor eller far, når de er blevet væk, i enten boghandlen, som beskrevet i bogen, eller i supermarkedet.

Forfatteren siger selv:

”Børn tænker anderledes end voksne, og vi glemmer nogle gange at kommunikere helt essentielle ting ud til dem – ting, vi ofte selv tager for givet. F.eks. at fortælle hvad vi skal, og hvor vi går hen. Jeg gjorde selv den fejl en gang, hvor jeg havde to børn med ude at spise. Jeg glemte at fortælle den ældste, at jeg gik ud i puslerummet for at tage mig af den yngste.
Han blev rigtig ked af det, og det mindede mig om den oplevelse, jeg selv havde som barn, hvor mine forældre ikke fik sagt til mig, hvor de gik hen.”

Cecilia Dræger trækker på sine egne erfaringer, fra da hun selv var barn og har på en god måde formidlet det ud via en anbefalelsesværdig børnebog.

Det, der også gør bogen interessant at læse, er måden historien om Maria er bygget op, og hvordan hendes forældre agerer overfor hende. Maria er en spændende pige, fordi hun er både er ret kvik og selvstændig af en femårig at være. Hun tænker ”Nå men… min mor og far er blevet væk, jeg må hellere gå hjem”. Hjem til basen og de trygge rammer.

Jeg kommer selv fra en lille by. Født og opvokset i et lille område med mange børnefamilier. Dagplejen var på samme vej, hvor jeg voksede op, og børnehaven lå kun to veje væk. Nabohjælpen har man altid vægtet højt, og hos sine naboer havde man et sikkert og trygt sted at tage hen, hvis mor og far ikke var hjemme, og man var utryg. Så hvad har jeg egentlig at skulle have sagt? Jeg har ikke selv børn. Men jeg har selv været barn, og vil gerne have børn engang, så jeg tænker, hvordan vil jeg så selv gøre? – Godt spørgsmål. Man kan vel i bund og grund altid påstå, at man vil gøre sådan og sådan, men når det kommer til stykket, så gør man måske noget helt andet.

Jeg tror, at denne bog kan være med til at starte en dialog om kommunikation mellem forældre og børn. Bogen er i hvert fald, i mine øjne, et godt grundlag for at tale med sine børn, om hvordan man skal forholde sig, hvis man en dag skulle stå i samme situation som Maria.

– Anmeldt af Maria Wendt, forfatter til bogen “Hjem, kære hjem”


Du kan læse mere om eller bestille bogen “Maria går hjem alene” her på Rydendahl Forlags hjemmeside.