Du løfter mig

199 DKK

Yderligere information

Størrelse 19 × 19 × 1 cm
Forfatter

Inge Møllehave

Format

19 x 19 cm

Indbinding

Softcover med flapper

Omfang

ca. 160 sider

Udgivelsesår

2018

3 anmeldelser af Du løfter mig

  1. Kirkekultur.nu

    “Inge Møllehave har skrevet en bog om at miste og om sorg og savn. Bogen Du løfter mig, Om sorg, kærlighed og taknemmelighed tager fat i de spørgsmål og tanker, der melder sig, når en af de nærmeste dør- Hvad gør sygdom og død ved den pårørende? Hvordan reagerer omgivelserne? Hvor kan man finde hjælp? Sorgen bringer dog ikke kun negative tanker. Som pårørende mindes man også de gode ting og føler kærlighed og taknemmelighed til den afdøde.
    Inge Møllehaves mand, Erling Møllehave, skrev en række salmer og andre tekster, og nogle af dem har hun medtaget i bogen, der også indeholder erindringsglimt fra et langt liv og samliv og fortæller om den nye forandrede hverdag alene. Ud over Erlings død nævnes også tab af forældre og bedsteforældre.
    Der er mange fine tanker om det at miste, at sørge og at få talt om døden og livet i bogen, der er udgivet af Rydendahl forlag. Bogen kan fint bruges af sorggruppeledere og andre, der snakker med mennesker der har mistet.”

  2. Claus Grymer, Kristeligt Dagblad (fire stjerner)

    Indsigtsfuld bog af Inge Møllehave om tro og kærlighed

    Sangen ”Du løfter mig”, der er et tilbagevendende nummer ved Stig Rossens julekoncerter, er oversat til dansk af nu afdøde Erling Møllehave, hvis enke, Inge Møllehave, har valgt sangens titel til en bog, hun har skrevet om ”sorg, kærlighed og taknemmelighed”.Også hun har oplevet at føle sig ”løftet”. Hun formulerer det således: ”Min tro har hjulpet mig til at se, at der er en mening at finde på trods af, at der ikke er en mening med alt”.

    Erling Møllehave døde den 13. juli 2017. Da Inge Møllehave mange måneder senere så småt begyndte at genvinde fodfæstet, besluttede hun at skrive om den sorg og afmagtsfølelse, der havde ramt hende. Hun ville gerne ”være med til at bryde de tabuer, som alvorlig sygdom, død og sorg stadig er i nogle kredse, og at gøre opmærksom på, hvor stor en rigdom det kan være at komme ind i en sørgendes univers, hvis man har mod til det”.

    ”Du løfter mig” er en meget blandet bog, sat sammen af flere elementer – både personlige erfaringer og almene betragtninger, mange citater, ikke mindst fra Erling Møllehaves salmer og tekster. Desuden er det en brugsbog blandt andet på den måde, at den rummer råd til sørgende og beskriver, hvad pårørende og andre kan gøre. De tre første af en række råd til omgivelserne er disse: ”Bryd tavsheden – det gør ondt at blive mødt med tavshed! Det er misforstået omsorg at undgå at tale om den afdøde. Lyt oprigtigt uden at komme med din egen historie”.

    Endelig byder bogen på praktiske anvisninger, herunder relevante adresser, hvor hjælp kan søges i forbindelse med livskriser.Man kan finde helheden for springende. Men noget af det, der knytter dens dele sammen, er, at de er valgt af en person, der ganske nøje ved, hvad der betyder noget i den situation, der skildres. Således giver det citaterne en særlig vægt, at de har vist deres værdi over for Inge Møllehave. Derfor læser man dem ekstra opmærksomt.

    ”Du løfter mig” er en smuk, indsigtsfuld og livsbekræftende bog. Mange kan have glæde af at slå følge med forfatteren på hendes rejse ind i livet, når det er sværest.

  3. Hans og Marianne

    Kære Inge.
    Så har jeg lige lukket din bog efter endt læsning. Man læser den jo i et træk! – og lukker den beriget og betaget.
    – Beriget fordi man får sat så mange ord på sorgen, med det den har betydet i dit liv og også gennem andres øjne og perspektiver …alt båret og gennemstrømmet af en – må man nok sige – usædvanlig stor kærlighed.
    – Betaget fordi du midt i det hele har haft en så stor og beundringsværdig LIVSKRAFT, at du har formået at samle dine minder, tanker, følelser og en masse interessante citater til bogen.

    Den vekselvirkning mellem dine beskrivelser og de koncentrerede citater er et meget fint fortællegreb.
    “Du løfter mig “tror jeg bliver dit bidrag til at løfte os andre ,når vi rammes af sorg – og hvad kan man næsten ønske sig mere?

    Jeg forestiller mig også, at den præstation at skrive din kærlighedserklæring til Erling må have hjulpet dig selv…det håber jeg i hvert tilfælde.
    Jeg fik en lidt besynderlig tanke – nu du bad mig at se kritisk på det – og det er, at mennesker, der ikke har nogen livsledsager at sørge over, eller hvor ægteskaberne har været dårlige … at sådanne mennesker næsten kan føle sig “misundelige,” hvis du forstår, hvad jeg mener? – De sidder måske mere med tomhed og ensomhed end sorg? – og hvor skal de gå hen? – sorg vækker trods alt medfølelse!

    Sorg er kærlighedens pris – selv kalder jeg det: ”sorg er kærlighedens skygge ,” men jeg ser desværre mange omkring mig, hvor det ikke har været dem forundt at have den livslange, lidenskabelige kærlighed og dermed også lidenskabelige (eller skal vi sige lidelsesfulde) sorg. “you can’t have one without the other”, – Det fik I og det viser din beretning jo til fulde.
    Æret være Erlings minde.

Tilføj en anmeldelse af varen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *